11. etape af Tour de France 2022 var en 151,7 km lang bjergetape med 4036 højdemeter, som blev kørt den 13. juli 2022 med start i Albertville og mål på Col du Granon. Etapen begyndte med den neutrale start kl. 12.15.
Den danske rytter Jonas Vingegaard (Team Jumbo-Visma) vandt etapen efter han kørte alene i mål, og havde et forspring på 59 sekunder til Nairo Quintana (Arkéa-Samsic) på andenpladsen. Samtidig overtog Vingegaard den gule førertrøje, da løbets førende rytter, Tadej Pogačar (UAE Team Emirates), tabte 2.51 minut til danskeren. Holdkammeraterne Michael Mørkøv og Fabio Jakobsen fra Quick-Step Alpha Vinyl var de to sidste ryttere som kom i mål, over 40 minutter efter Vingegaard.[1]
- ^ Sønderlund, Gustav Volstrup (13. juli 2022). "Vingegaard smadrer Pogacar og kører sig i gult". Feltet.dk. Hentet 13. juli 2022.