Aalborg Universitet Esbjerg (tidligere kendt som AUE og AAUE, men benævnes nu AAU Esbjerg) er organisatorisk en afdeling under Aalborg Universitet, som er geografisk lokaliseret i Esbjerg. AAU Esbjerg er en forsknings- og uddannelsesinstitution med et varieret udbud af uddannelser inden for det ingeniør- og naturvidenskabelige område.
AAU Esbjerg blev skabt ved en fusion i 1995, mellem det daværende Ingeniørhøjskolen Esbjerg og Aalborg Universitet. Universitetet uddanner primært diplom- og civilingeniører, samt bachelorer og kandidater inden for Energiteknik, Kemi- og Bioteknologi, Olie- og Gasteknologi, Byggeri og Anlæg, Maskinteknik, Anvendt Industriel Elektronik og Risk and Safety Management. Siden fusionen er antallet af elever steget støt, og der har været behov for udvidelser af de fysiske rammer i flere etaper. Især har en massiv satsning på informationsteknologi, med oprettelsen af en afdeling for software- og medieteknologi (Department of Software and Media Technology), samt uddannelser der er skræddersyet til olie- og offshore-branchen i Nordsøen, tiltrukket mange studerende. I 2015 blev den nybyggede C2-fløj, hvori der er topmoderne laboratorier til både Kemi- og Energi- uddannelserne, samt kontorer og grupperumsfaciliteter, indviet samtidig med en renovering og modernisering af B- og C1-fløjene. AAU Esbjerg danner p.t. (november 2014) rammen om hverdagen for ca. 700 studerende og 110 ansatte.
Studenterorganisationen på AAU-Esbjerg hedder DSR-SE, og studenterbaren "Smuthullet".