Abiotisk olie

Abiotisk olie er en teori om, at råolie skabes af ikke-biologiske processer dybt nede i jordens kerne. Dette står i modstrid med den langt mere udbredte teori om, at olie er et fossilt brændstof, der er skabt ved nedbrydning af forhistoriske havdyr og planter.

Hypotesen om abiotisk olie kan føres tilbage til det 19. århundrede, hvor den franske kemiker Marcellin Berthelot og den russiske kemiker Dmitri Mendeleev fremførte teorien. Teorien blev genoplivet i 1950'erne, i sovjettidens Rusland. Den russiske geolog Nikolai Alexandrovitch Kudryavtskev var ophavsmand til den moderne teori om abiotisk olie i 1951. Han analyserede tjæresandet i Alberta, Canada, og konstaterede at sten med biologisk materiale ikke kunne skabe så mange hydrokarbonater, hvorpå han konkluderede, at abiotisk olie var det mest sandsynlige ophave til tjæresandet. Den moderne russisk-ukrainske teori om abiotisk olie blev skabt, da den ukrainske forsker, professor Emmanuïl Bogdanovych Chekaliuk teoretiserede, at olie blev skabt ved høje temperaturer i jordens kerne af ikke-organisk karbon. Teorien siges at have empirisk belæg i undersøgelser lavet i sovjettidens Rusland.

Størstedelen af teoriformationen er foregået i Rusland og Ukraine i 1950'erne, og teorien støttes stadig af et stort mindretal af russiske og ukrainske geologer. Opmærksomheden på denne teori er først for nylig kommet frem i Vesten, især den australske astrofysiker Thomas Gold var en varm fortaler for teorien. I Vesten er det et meget lille mindretal af geologer og andre forskere, der er tilhængere af den moderne russisk-ukrainske teori om abiotisk olie.

Oprindelig afviste de fleste vestlige geologer, at abiotisk olie overhovedet skulle eksistere på jordkloden, men undersøgelser i Sudbury, Canada har medvirket, at de fleste nu mener, at der skabes en lille smule abiotisk olie, men slet ikke i mængder, der nogensinde vil være kommercielt udnyttelige. Langt størstedelen af de vestlige oliegeologer beskæftiger sig derfor ikke med teorien.