Ahrensburgkulturen er en arkæologisk kultur, der i istidens sidste fase (ca. 10.500 f.Kr. – 9.000 f.Kr.) udøvedes i den sydlige, isfrie del af det skandinaviske område. Ahrensburgkulturen, der var en tundrajægerkultur, afløste Brommekulturen og blev afløst af Maglemosekulturen. Sammen med Hamburgkulturen, Federmesserkulturen og Brommekulturen hører Ahrensburgkulturen til gruppen af rensdyrjægerkulturer i modsætning til Maglemosekulturen, der udpræget er en skovjægerkultur. At en boplads fra Ahrensburgkulturen, Stellmoor, lå oven på en boplads fra den tidligere Hamburgkultur antyder, at Ahrensburgkulturen var en videreudvikling af Hamburgkulturen.
Ahrensburgkulturen har navn efter fundstedet, Ahrensburg-tunneldalen i det sydøstlige Holsten, udgravet af Alfred Rust i 1930'erne.
Periode | Ældre Hamburgkultur | Yngre Hamburgkultur | Federmesserkultur | Brommekultur | Ahrensburgkultur |
---|---|---|---|---|---|
Tidsrum | ca.12.800-ca.12.500 f.Kr. | ca.12.500-ca.12.000 f.Kr. | ca.12.000-ca.11.200 f.Kr. | ca.11.800-ca.10.500 f.Kr. | ca.10.500-ca.9.000 f.Kr.[1] |
Klimaperiode | Ældste Dryas, Bøllingtid | Bøllingtid[1] | Ældre Dryas[2], Allerødtid[1] | Allerødtid[1] | Yngre Dryas[1] |
Plantevækst | tundra | parktundra | tundra | parktundra[3] | tundra |
Dyreliv (jagtvildt) | rensdyr[1] | rensdyr[1] | rensdyr[1] | rensdyr, elg, irsk kæmpehjort[1] | rensdyr[1] |
Typeredskab | kærvspids | Havelte skafttunge | rygspids, wehlen-skraber | store skafttungepile[4] | zonhoven-pilespids[5] |
Typelokalitet | Meiendorf | Slotseng | Slotseng | Bromme | Sølbjerg |