Attila | |
---|---|
Konge af Hunnerriget | |
Regerede | 434–453 |
Forgænger | Bleda og Ruga |
Efterfølger | Ernakh |
Ægtefælle | Kreka Ildico |
Børn | Ellac Dengizich Ernakh Erp Eitil |
Far | Mundjuk |
Født | ukendt |
Død | marts 453 Ungarn |
Hvilested | ukendt |
Attila (oldnordisk: Atle, Atli; tysk: Etzel; ca. 406 – 453) var den mest magtfulde af de hunniske konger. Han regerede datidens største rige i Europa fra 434 til sin død. Riget strakte sig fra Centraleuropa til Sortehavet og fra Donau til Østersøen. På den tid var han én af de alvorligste fjender både for det østromerske og det vestromerske rige. Han trængte ind på Balkan to gange og omringede Konstantinopel 2. gang. Han gik ind i Gallien og nåede helt til Orléans, før han blev afvist i slaget ved Chalons, og han drev den vestromerske kejser Valentinian 3. ud af hovedstaden Ravenna i 452.
Selv om riget brød sammen ved hans død, er han blevet en sagnagtig skikkelse i Europas historie. I store dele af Vesteuropa huskes han som indbegrebet af grusomhed og grådighed. Omvendt er der fortællinger, der hylder ham som en stor og ædel konge, og han spiller en vigtig rolle i tre nordiske sagaer.