Australian Open 1981 Damesingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Lawn Tennis Association of Australia |
Turnering nr. | 56 |
Dato(er) | 30. november - 6. december 1981 |
Spillested | Kooyong Lawn Tennis Club |
Værtsby | Melbourne, Australien |
Underlag | Græs |
Kategori | Grand slam |
Vindere | |
Damesingle | ![]() |
Australian Open-mesterskabet i damesingle 1981 var den 56. turnering om Australian Open-mesterskabet i damesingle og den 14. udgave af mesterskabet i tennissportens åbne æra. Turneringen var en del af Australian Open 1981 og blev spillet på græsbaner i Kooyong Lawn Tennis Club i Melbourne, Victoria, Australien i perioden 30. november - 6. december 1981. Kvindernes del af turneringen blev ligesom det forgående år afviklet en måneds tid før mændenes rækker.
Mesterskabet blev vundet af tredjeseedede Martina Navratilova, som i finalen besejrede førsteseedede Chris Evert Lloyd med 6-7(4), 6-4, 7-5, og som dermed vandt den første af sine tre titler ved Australian Open-mesterskabet i damesingle, hvilket samtidig var den tredje af hendes 18 grand slam-titler i damesingle i løbet af karrieren. Det var andet år i træk, at mesterskabet blev vundet af en tjekkoslovakisk født spiller, efter at Hana Mandlíková havde vundet titlen det foregående år. Evert Lloyd deltog i Australian Open for blot anden gang i sin karriere, og hun måtte ligesom ved den første deltagelse i 1974 rejse hjem med andenpræmien. Hun var i en grand slam-finale i damesingle for 20. gang i sin karriere, og det var ottende gang, at hun måtte forlade slutkampen i taberens rolle.
Det var fjerde gang, at Martina Navratilova og Chris Evert Lloyd mødtes i en grand slam-finale i single, og det var tredje gang, at Navratilova kunne trække sig sejrrigt tilbage.
Den forsvarende mester, Hana Mandlíková, tabte i kvartfinalen til Chris Evert Lloyd med 4-6, 5-7. 16-årige Helena Suková spillede sin første grand slam-turnering på seniorniveau, og fik straks et mindre gennembrud ved først at spille sig igennem kvalifikationen og derefter at nå tredje runde af hovedturneringen.