Australian Open 2017 Herresingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Tennis Australia |
Turnering nr. | 105 |
Dato(er) | 16. - 29. januar 2017 |
Spillested | Melbourne Park |
Værtsby | Melbourne, Australien |
Underlag | Hardcourt (Plexicushion) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | A$ 19.630.000 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Herresingle | Roger Federer (5. titel) |
Australian Open-mesterskabet i herresingle 2017 var den 105. turnering om Australian Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af Australian Open 2017 og blev spillet i Melbourne Park i Melbourne, Victoria, Australien i perioden 16. - 29. januar 2017.
Mesterskabet blev vundet af Roger Federer, som vandt sin 18. grand slam-titel i karrieren og dermed forbedrede sin egen rekord for flest vundne grand slam-titler i herresingle. I finalen vandt schweizeren over Rafael Nadal med 6-4, 3-6, 6-1, 3-6, 6-3.
Turneringens første uge var præget af flere overraskelser end normalt, og blot to af de otte højst seedede spillere kvalificerede sig til kvartfinalerne, hvilket var det laveste antal siden 2003, hvor kvartfinalerne også kun havde deltagelse af to af de otte højst seedede.[1][2]
De foregående to års vinder, Novak Djokovic, tabte i anden runde til wildcard-spilleren Denis Istomin med 2-3 i sæt. Han havde ellers haft muligheden for at sætte ny rekord for flest vundne Australian Open-titler i herresingle, idet han inden turneringen delte rekorden på seks titler med Roy Emerson. Det var første gang siden 2. runde-nederlaget til Marat Safin ved Wimbledon-mesterskaberne 2008, at serberen blev slået ud af en grand slam-turnering så tidligt, og det var blot anden gang på syv år, at han tabte til en spiller placeret uden for de 100 bedste på ATP's verdensrangliste, og nederlaget blev derfor betragtet som en af de største overraskelser i Australian Open-historien.[3]
Topseedede Andy Murray, der spillede sin første grand slam-turnering som nr. 1 på ATP's verdensrangliste, blev offer for endnu en overraskelse, da han i fjerde runde tabte til Mischa Zverev, hvilket betød, at for første gang siden French Open 2004 havde kvartfinalerne i en grand slam-turnering i herresingle ikke deltagelse af de to højst seedede spillere.