Australian Open 2023 Damesingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Tennis Australia |
Turnering nr. | 97 |
Dato(er) | 16. - 28. januar 2023 |
Spillested | Melbourne Park |
Værtsby | Melbourne, Australien |
Underlag | Hardcourt (GreenSet) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | A$ 30.598.200 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Damesingle | Aryna Sabalenka (1. titel) |
Australian Open-mesterskabet i damesingle 2023 var den 97. turnering om Australian Open-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af Australian Open 2023 og bliver spillet i Melbourne Park i Melbourne, Victoria, Australien. Hovedturneringen blev afviklet i perioden 16. - 28. januar 2023, mens kvalifikationen spilledes ugen før hovedturneringen i dagene 9. - 12. januar 2023.
Mesterskabet blev vundet af Aryna Sabalenka, som vandt sin første grand slam-titel i single efter finalesejr på 4-6, 6-3, 6-4 over Wimbledon-mesteren Jelena Rybakina. Finalesejren var en fortsættelse af Sabalenkas gode start på 2023-sæsonen, og den bragte hende op på 11 vundne kampe i træk, og det tabte sæt i finalen mod Rybakina var sæsonens første. Hun var i sin første grand slam-finale i single, men hun havde tidligere vundet to grand slam-titler i damedouble med Elise Mertens som makker. Rybakina var sin anden grand slam-finale i karrieren efter at hun året før havde vundet Wimbledon-mesterskabet, og hun blev den første spiller fra Kasakhstan, der nåede kvartfinalen ved Australian Open-mesterskabet i damesingle. På sin vej til finalen besejrede hun bl.a. Iga Świątek i fjerde runde, Jeļena Ostapenko i kvartfinalen og Viktorija Azarenka i semifinalen, og hun blev dermed den første spiller siden Jennifer Capriati i 2001, der ved Australian Open vandt tre kampe i træk over tidligere grand slam-mestre.[1][2]
Resultaterne medførte, at Aryna Sabalenka avacerede fra femte- til andenpladsen på WTA's verdensrangliste, hvilket var en tangering af hendes bedste placering indtil da. Jelena Rybakina kom for første gang i sin karriere ind i top 10 på ranglisten med en 10.-plads, hvilket var 15 pladser bedre end på den foregående udgave af ranglisten, og hun blev dermed den første spiller (på tværs af kønnene) fra Kasakhstan med en rangering blandt de ti bedste i single.[3]
Den forsvarende mester, Ashleigh Barty, havde afsluttet sin karriere i marts 2022,[4] og stillede derfor ikke op til sit titelforsver. Derudover var de tidligere mestre Angelique Kerber og Naomi Osaka heller ikke til start – begge på grund af graviditet – hvilket efterlog Viktorija Azarenka og Sofia Kenin som de eneste tidligere mestre i lodtrækningen. De mødte hinanden i første runde, hvor Azarenka vandt med 2-0 i sæt.
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[5]