Australian Open 2009 i herresingle var en del af Australian Open 2009 – det var 97. gang der blev spillet om herresingletitlen ved Australian Open. Turneringen blev afviklet i to faser. Først spilledes kvalifikationen, hvor 128 spillere spillede om 16 ledige pladser i hovedturneringen. I hovedturneringen fik de 16 kvalifikanter selskab af 104 spillere, der havde sikret sig direkte adgang til hovedturneringen på grundlag af deres verdensranglisteplacering, samt otte spillere som deltog på et wildcard. Hovedturneringen havde således deltagelse af 128 spillere.
Turneringen blev vundet af Rafael Nadal fra Spanien, som i finalen vandt 7-5, 3-6, 7-6, 3-6, 6-2 over Roger Federer fra Schweiz. Triumfen var Nadals sjette Grand Slam-titel i herresingle men hans første i Australian Open, idet hans indtil da bedste resultat var en semifinaleplads i 2008. Samtidig blev han den første spanier, der vandt herresingletitlen ved Austalian Open. Nadal forhindrede dermed Federer i at tangere Pete Sampras' rekord for flest Grand Slam-titler i herresingle. Sampras var stadig bedst med 14 titler, mens Federer fortsat var noteret for 13.
I hovedturneringen blev 20 af de 127 kampe først afgjort i femte sæt, hvilket var det højeste antal siden 1988, og det var endvidere første gang siden 1988, at finalisterne skulle bruge fem sæt til at afgøre finalen.
Eneste danske islæt var Frederik Løchte Nielsen, som deltog i kvalifikationsturneringen. Han tabte imidlertid i første runde til Jevgenij Korolev fra Rusland med 6-4, 6-1.