Australian Open i herresingle 2023 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Tennis Australia |
Turnering nr. | 111 |
Dato(er) | 16. - 29. januar 2023 Kvalifikation: 9. - 12. januar 2023 |
Spillested | Melbourne Park |
Værtsby | Melbourne, Australien |
Underlag | Hardcourt (GreenSet) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | A$ 30.598.200 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Herresingle | Novak Djokovic (10. titel) |
Australian Open-mesterskabet i herresingle 2023 var den 111. turnering om Australian Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af Australian Open 2023 og blev spillet i Melbourne Park i Melbourne, Victoria, Australien. Hovedturneringen blev afviklet i perioden 16. - 29. januar 2023, mens kvalifikationen spilledes ugen før hovedturneringen i dagene 9. - 12. januar 2023.
Mesterskabet blev vundet af Novak Djokovic, som i finalen besejrede Stefanos Tsitsipas med 6-4, 7-6(4), 7-6(5), og som dermed blev den første spiller med 10 Australian Open-titler i herresingle. Samtidig tangerede han Rafael Nadals rekord på 22 grand slam-titler i herresingle. Det var hans 93. turneringssejr på ATP-niveau, hvilket bragte ham op som den fjerdemest vindende herresinglespiller på ATP Tour, og han udvidede sin ubesejrede stime ved Australian Open til 28 kampe (han deltog ikke ved 2022 efter at han blev udvist af Australien pga. manglende COVID-19-vaccination), og dermed vandt han altså mesterskabet i sin fjerde Australian Open-deltagelse i træk. Med en alder på 35 år og 252 dage blev han den tredjeældste vinder af Australian Open-mesterskabet i herresingle i den åbne æra, og han blev den første spiller, der vandt ti grand slam-titler i herresingle efter at være fyldt 30 år. Til gengæld var 24-årige Stefanos Tsitsipas den yngste herresinglefinalist i Australian Open siden Djokovic i 2021, og grækeren var i sin anden grand slam-finale i herresingle, efter at han ved French Open i 2021 også tabte i finalen til Djokovic. Resultaterne medførte, at Djokovic generobrede førstepladsen på ATP's verdensrangliste fra Carlos Alcaraz, der havde meldt afbud til Australian Open på grund af en skade, mens Tsitsipas rykkede op på tredjepladsen, hvilket var en tangering af hans personlige rekord.[1][2][3]
Novak Djokovic udtalte selv, at det havde været en af karrierens vanskeligste turneringssejre, og efter finalesejren viste det sig også, at han han havde gennemført turneringen med en 3 cm lang muskelflænge i sit baglår – en skade, han havde pådraget sig ved opvarmningsturneringen Adelaide International.[4]
Den forsvarende mester, topseedede Rafael Nadal, tabte i anden runde til Mackenzie McDonald.[5] Et nederlag til Jenson Brooksby betød, at også andenseedede Casper Ruud måtte forlade turneringen i anden runde, og det var første gang siden Australian Open 2002, at ingen af to højst seedede nåede tredje runde ved en grand slam-turnering i herresingle.[6] Tommy Paul blev den første amerikanske semifinalist i mesterskabet, siden Andy Roddick i 2009.[7]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[8]