Bacillus thuringiensis eller B. thuringiensis forkortet til Bt er en almindelig spore-dannende Gram-positiv jordbakterie, der længe har været brugt som et biologisk pesticid. Under sporuleringen danner nogle Bt-stammer toxiner, der ses som dobbelt-pyramidiske krystaller, der består af proteiner og benævnes Cry-toxiner (Cry for krystal) eller δ-endotoxiner. Cry-toxinerne kodes af plasmidgenerne Cry og er toxiske for insekter, specielt larver af Lepidoptera (sommerfugle) samt Coleoptera (biller) og Diptera (tovinger (fluer)). Den toxiske virkning ytrer sig gennem en nedbrydning af tarmen.[1] Cry-toxinerne anses for at være uskadelige for mennesker.[2]