En bal er en kugle, der anvendes til billard. Til de forskellige discipliner anvendes baller med forskellige egenskaber.
Baller blev oprindeligt fremstillet af elfenben, men da man højst kunne få 8 baller ud af stødtænderne af en enkelt elefant, betød efterspørgslen en foruroligende nedgang i bestanden af elefanter. Det førte til, at der blev udsat en dusør til den, der først kunne lave rimelige baller af et andet materiale. I 1869 blev problemet løst ved anvendelse af det nyligt opfundne nitrocellulose. Det var imidlertid problematisk at fremstille, og man gik videre med bakelit og andre plastik-materialer, men nu om stunder anvendes kunstharpiks (resin), der giver en formstabil bal. Polyester kan også bruges, men er et mindre slidstærkt materiale.