Barden Beedles eventyr | |
---|---|
Originaltitel | The Tales of Beedle the Bard |
Forfatter | J.K. Rowling |
Genre(r) | Fantasy |
Forlag | Gyldendal |
Udgivet på dansk | 4. december 2008 |
Sider | 106 |
ISBN | ISBN 870207494X |
Barden Beedles eventyr (originaltitel: The Tales of Beedle the Bard) er en eventyrsamling af den britiske forfatter J.K. Rowling, der også står bag Harry Potter-serien. Bogen består af fem små eventyr, der alle har illustrationer af forfatteren samt professor Dumbledores egne håndskrevne noter. Oprindeligt blev bogen udgivet i syv håndskrevne eksemplarer, hvor Rowling gav de seks væk til personer, der havde hjulpet hende med Harry Potter-bøgerne. Den sidste blev bortauktioneret i 2007, hvor man regnede med, at den kunne indbringe omkring £50.000, men Amazon.com købte bogen for £1,95 millioner, hvilket gør bogen til det dyreste moderne manuskript på en auktion.[1][2]
Bogen blev udgivet til "almindeligt" køb 4. december 2008,[3] og overskuddet går til Rowlings egen velgørenhedsorganisation, Children's High Level Group, der arbejder for bedre levevilkår for børn på institutioner i Østeuropa.[4]
Bogen solgte de første otte dage 370.000 eksemplarer i England[5] og toppede også internetboghandlen Amazon.com's bestsellerliste allerede to dage efter udgivelsen.[6]
Bogen bliver første gang nævnt i Harry Potter og dødsregalierne, hvor den spiller en fremtrædende rolle. De fem eventyr hedder "Hoppegryden", "Livslykkens kilde", "Den hårhjertede heksemester", "Hare Hop og Skvadderstubben" og "Eventyret om de tre brødre". Hele "Eventyret om de tre brødre" bliver fortalt i Harry Potter og dødsregalierne.