Bergmanns regel er en biologisk lov der fastslår, at inden for en bredt fordelt taksonomiskstamgruppe, finder man arter af stor størrelse i koldere miljøer, mens arter af mindre størrelse findes i varmere områder. Bergmanns regel beskriver kun dyrenes samlede kropsstørrelse, men omfatter ikke de enkelte legemesdele som Allens regel gør.
Selv om den oprindeligt blev formuleret om arter inden for én slægt, er den ofte blevet omarbejdet for grupper inden for en art. Den er også ofte defineret i forhold til breddegrad. Det er muligt, at reglen også gælder for nogle planter, f.eks. rapicactus indenfor kaktus-familien.
Reglen er opkaldt efter en tysk biolog fra det nittende århundrede Carl Bergmann, som beskrev mønsteret i 1847, selv om han ikke var den første til at lægge mærke til det. Bergmanns regel anvendes oftest på pattedyr og fugle, der er endoterme, men nogle forskere har også fundet beviser for reglen i undersøgelser af ektoterme arter,[2][3] f.eks. myreartenleptothorax acervorum. Mens Bergmanns regel synes at gælde for mange pattedyr og fuglearter, findes der undtagelser.[4][5][6]
Større dyr har en tendens til at tilpasse sig Bergmanns regel mere end mindre dyr, i det mindste op til visse breddegrader på Jorden. Dette afspejler måske en reduceret evne til at beskytte sig i koldere klimaer, f.eks. at søge beskyttelse ved at grave.[7] Ud over at være et generelt mønster på tværs af forskellige landområder, gælder Bergmanns regel ligeledes på grupperinger målt over historiske og evolutionære tidsepoker, selv når den udsættes for varierede termiske forhold.[8][9][10] Især er midlertidig, omvendelig dværgvækst af pattedyr blevet observeret under to kortvarige stigninger i temperaturen gennem den palæogene tidsperiode: det Paleocæne-Eocæne Termiske Maksimum[11] og det Eocæne Termiske Maksimum«'.[12]
^FRYDRÝŠEK, Karel (2019). Biomechanika 1. Ostrava, Czech Republic: VSB – Technical University of Ostrava, Faculty of Mechanical Engineering, Department of Applied Mechanics. s. 337-338. ISBN978-80-248-4263-9.