Beton er et byggemateriale, der består af cement (typisk Portlandcement), sand, sten og vand. Anvendes andet end sten (f.eks. letklinker), navngives betonblandingen efter det materiale. Blandingsforholdet angives som vægtandele af de tre første bestanddele. Vandmængden anvendes til at regulere styrken – mindre vand giver højere styrke.[1]
Som byggemateriale udmærker det sig ved at være formbart under støbningen, have høj trykstyrke efter hærdningen og god vejrbestandighed. Ved at indstøbe armeringsjern (dvs. stålstænger), øges trækstyrken markant. Det kaldes armeret beton eller jernbeton.[1] Denne egenskab udnyttes bl.a. i bjælker af beton, da de uden armering knækker forholdsvist nemt. Med armering kan bjælkens styrke øges betragteligt.[2]
I dag findes der mange forskellige typer beton. Alt efter hvilke egenskaber man har brug for i sin beton, kan man vælge imellem typer så som lynbeton, grovbeton og gasbeton.