Big Mac index

Hvad koster en Big Mac i Japan i forhold til, hvad den koster i USA?
Oversigt over prisniveauerne i 2010

Big Mac indexet er et redskab til sammenligning af leveomkostninger lande imellem og er oprindeligt opfundet som en morsomhed fra det engelske magasin The Economist i 1986. Indekset opgør, hvad det med de gældende valutakurser koster at købe en Big Mac på en McDonald's-restaurant verden over, omregnet til amerikanske dollar. Dermed er det et mål for købekraften i praksis.[1]

Da en Big Mac har stort set samme bestanddele over hele verden, brugte The Economist prisen på denne burger som udgangspunkt for at sammenligne forskellige landes valutaer ud fra en forestilling om, at en amerikansk dollar skulle kunne købe den samme mængde varer i alle lande.[1]

På trods af den oprindelige spøg er indekset nu så populært, at det opdateres hvert år i april måned. Populariteten skyldes, at det giver et uformelt og letforståeligt billede af købekraftsforskelle. Indekset illustrerer, at købekraftsparitet ikke holder i praksis.[1]

  1. ^ a b c Kærgård, Niels; Schou, Poul: artiklen "købekraft" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 10. august 2024.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne