Bridge eller kontraktbridge er et kortspil. Moderne bridge blev udviklet i 1920'erne i USA og spilles i dag over hele verden. Navnet har formentlig sin oprindelse i det russiske ord Бридж, der betyder herold eller budbringer. [1] Spillet spilles af 4 spillere fordelt på 2 samarbejdende makkerpar. Hver spiller råder over 13 standardkort. Makkerparrene sidder ovenfor hinanden ved et bord, der i turneringsbridge er kvadratisk.
Spillet kan spilles som et selskabsspil for 4 personer, rubberbridge. Spillet er imidlertid mest udviklet som turneringsspil, hvor den samme kortfordeling spilles af flere "borde" (med 4 spillere), hvorefter scorerne sammenlignes. Dermed er resultatet ikke afhængigt af, hvilket makkerpar der har fået de bedste kort. For turneringsspil gælder normer og regler, der er nedfældet i "Love for turneringsbridge", der er fastsat af World Bridge Federation og kan findes på dansk på Danmarks Bridgeforbunds hjemmeside. [2]