Bybegrebet i Danmark

I det følgende behandles bybegrebet og de forskellige bebyggelsesformer. Begrebet "by" henviser i denne sammenhæng til bebyggelser, hvor et flertal af indbyggerne lever af næringsveje, der indtil næringsfrihedens indførelse ved lov af 1857 fortrinsvis blev udøvet i købstæder: håndværk og industri, handel og omsætning, liberale erhverv, tjenesteydelser og embedsvæsen – modsat landbrug, skovbrug og fiskeri, der overvejende blev udøvet i landdistrikterne. Bybegrebet er blevet indført for at skabe faste retningslinjer for en afklaring af urbaniseringsprocessens fremskriden.

Et byområde er i dag, ifølge Danmarks Statistik et begreb, der dækker over en afgrænset, sammenhængende bebyggelse med højest 200 meters afstand mellem områdets huse/bygninger. I denne afstandsdefinition medregnes offentlige anlæg som kirkegårde, parker o.l. ikke. Det er ligeledes et krav, at bebyggelsen har mindst 200 indbyggere på selve opgørelsestidspunkt.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne