Chicago Outfit | |
---|---|
Grundlæggelse | 1910 |
Type | Kriminel organisation |
Formål | Diverse kriminalitet[1] |
Big Jim Colosimo (grundlægger) | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
The Chicago Outfit (også kendt som the Outfit, Chicago Mafia, South Side Gang og The Organization) er en italiensk-amerikansk kriminel gruppering eller mafiaorganisation baseret i Chicago i Illinois. Organisation blev grundlagt i 1910'erne området South Side i Chicago og er en del af den amerikanske mafia.
The Outfit opnåede stor indflydelse i 1920'erne under ledelse af Johnny Torrio og Al Capone i en periode, der var kendetegnet ved blodige opgør med rivaliserende kriminelle grupper om kontrollen med fremstilling, smugleri og handel med ulovlig spiritus under forbudstiden. Efter ophævelsen af spiritusforbuddet i 1933 har the Outfit været involveret i en række kriminelle aktiviteter, såsom lånehajvirksomhed, ulovligt spil, prostitution, afpresning, politisk korruption og drab.
Selvom the Outfit ikke har et fuldstændigt monopol på organiseret kriminalitet i Chicago, har organisationen længe været den største, mest magtfulde og voldelige kriminelle organisation i Chicago og i Midtvesten. I modsætning til andre mafiagrupperinger, såsom De fem familier i New York City, har the Outfit siden sin grundlæggelse været én samlet organisation.[2] På højden af sin indflydelse havde the Outfit aktiviteter, der strakte sig til Californien, Florida og Nevada og organisationen er i dag fortsat aktiv i Midtvesten og i det sydlige Florida, i Las Vegas og andre dele af det sydvestlige USA. Intensiveret efterforskning fra myndighedernes side har ført til en generel nedgang i organisationens aktiviteter i slutningen af 1900-tallet, men organisationen er fortsat aktiv i området omkring Chicago og i Midtvesten.