China Open 2016

China Open 2016
Arrangement
Turnering nr.13
Dato(er)29. september - 9. oktober 2016
SpillestedBeijing Olympic Park
VærtsbyBeijing, Kina
UnderlagHardcourt (DecoTurf)
KategoriWTA Premier Mandatory
ATP World Tour 500
Præmiesum$ 8.340.944
Vindere
HerresingleStorbritannien Andy Murray  (1. titel)
DamesinglePolen Agnieszka Radwańska  (2. titel)
HerredoubleSpanien Pablo Carreño Busta
Spanien Rafael Nadal  (1. titel)
DamedoubleUSA Bethanie Mattek-Sands
Tjekkiet Lucie Šafářová  (1. titel)

China Open 2016 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på hardcourt-baner i Beijing Olympic Park i Beijing, Folkerepublikken Kina i perioden 29. september - 9. oktober 2016. Det var den 13. udgave af China Open, og det er sæsonens fjerde og sidste turnering på kvindernes WTA Tour i kategorien WTA Premier Mandatory, mens det er sæsonens 10. turnering i kategorien ATP World Tour 500 på mændenes ATP World Tour.

Damesingletitlen blev vundet af Agnieszka Radwańska, som dermed gentog sin sejr ved China Open 2011 og altså vandt titlen for anden gang. Polakken tabte ikke et eneste sæt i turneringen og besejrede Johanna Konta i finalen med 6-4, 6-2 i løbet af 1 time og 36 minutter. Dermed sikrede Radwańska sig den 20. WTA-titel i karrieren, hvoraf hun indtil da havde vundet ni i Asien, og sejren var hendes tredje gevinst i en Premier Mandatory-turnering. Det var til gengæld første gang i Kontas karriere, at hun havde kvalificeret sig til en finale på Premier Mandatory-niveau, men på trods af finalenederlaget avancerede hun for første gang i karrieren til en placering blandt de ti bedste på WTA's verdensrangliste. Hun blev dermed den blot fjerde britiske kvinde i top 10, siden ranglisten blev etableret i 1975.[1] Det var 32 år siden Storbritannien senest havde haft en spiller (Jo Durie) blandt de ti bedste kvinder.[2]

Andy Murray sejrede i herresingleturneringen, hvor han ikke tabte et eneste sæt undervejs, og hvor han i finalen besejrede Grigor Dimitrov med 6-4, 7-6. Skotten vandt dermed sin femte titel i 2016 og den 40. i alt i sin karriere. Dimitrov var i en ATP World Tour-finale for tredje gang i 2016 men måtte for tredje gang nøjes med taberens rolle. Til gengæld kunne han glæde sig over, han i kvartfinalen for første gang i sin karriere formåede at besejre Rafael Nadal.[3]

I damedoublefinalen vandt Bethanie Mattek-Sands og Lucie Šafářová med 6-4, 6-4 over franskmændene Caroline Garcia og Kristina Mladenovic. Den amerikansk-tjekkiske konstellation vandt dermed deres tredje turnering i træk, eftersom de også havde sejret i US Open og Wuhan Open, og i finalen udbyggede parret deres sejrsstime til 16 kampe i træk.[4]

Endelig blev herredoubletitlen vundet af Rafael Nadal og Pablo Carreño Busta, der vandt deres første turneringssejr som makkere. For begge spillere var sejren endvidere deres anden doubletitel i 2016, idet Nadal tidligere på året vandt OL-guld i herredouble, mens Carreño Busta havde vundet titlen i Quito. I finalen vandt spanierne med 6-7, 6-2, [10-8] over Jack Sock og Bernard Tomic, der spillede sammen for første gang nogensinde, og Tomic var i sin første doublefinale i karrieren på ATP World Tour.[5]

  1. ^ WTA - Brilliant Radwanska Defeats Konta To Lift Second Beijing Title (8. oktober 2016) (engelsk)
  2. ^ WTA - 10 Things To Know: Konta Faces Radwanska For China Open Title (8. oktober 2016) (engelsk)
  3. ^ ATP World Tour - Murray Joins '40 Titles Club' With Beijing Crown (9. oktober 2016) (engelsk)
  4. ^ WTA - Mattek-Sands & Safarova Slide to Third Straight Title At China Open (8. oktober 2016) (engelsk)
  5. ^ ATP World Tour - Nadal/Carreno Busta Capture Beijing Doubles Crown (8. oktober 2016) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne