Creamy | |
---|---|
Oprindelse | Nordjylland |
Genre | Bubblegum, pop, eurodance, europop, synthpop |
Aktive år | 1999–2002 |
Pladeselskab | RecArt Music Medley Records |
Medlemmer | Rannva Joensen Rebekka Mathew |
Instrumenter | |
Vokal |
Creamy var en dansk pigegruppe bestående af Rannva Joensen og Rebekka Mathew. Den nordjyske gruppe blev dannet i 1999 og de lavede musik indtil 2002. De to piger, der havde mødt hinanden til kirkekor i Pinsebevægelsen, som de var en del af, gik hver til sit.[1]
Creamy startede i 1999 med at lave et album med elektroniske udgaver af danske børnesange, hvor de sang hen over dance-rytmerne. Debutalbummet hed blot Creamy og havde udelukkende coverversioner. Her hittede de særligt med sangen "Æblemand" og "Krabbesangen". Albummet var det meste solgte album i Danmark i 1999 med 210.000 solgte eksemplarer, selv om de færreste voksne anmeldere var begejstrede for den.[2] På deres andet album, We Got the Time, fra 2000 bevægede de sig i takt med, at deres fans blev ældre, hen mod en mere eurodance-præget lyd, og udgav her originale sange og teksterne var nu også på engelsk. Her hittede de især med sangen "Help! I'm A Fish", som også var på soundtracket til den danske tegnefilm Hjælp! Jeg er en fisk fra 2000. We Got the Time solgte over 140.000 eksemplarer.[3]
Skønt Creamy ikke ytrede det i deres musik, har de ved flere lejligheder givet udtryk for, at de var kristne.[4][5] Desuden er Jesus på takkelisten på indercoveret på deres første album, ligesom de takkede Jesus, da de i 2000 fik overrakt en Dansk Grammy – på daværende tidspunkt navnet for Danish Music Awards.
Efter et par år på toppen forsvandt Creamy ud af spotlyset. Rebekka Mathew vendte tilbage til musikken og er i dag sanger i det kristne salmeband Aera.[6] Rannva Joensen stiftede kort efter Creamy-succesen familie. I 2007 kunne Nordjyske fortælle, at Rannva Joensen var blevet mor til to.
Creamy blev kortvarigt gendannet i 2021 for at lave nummeret "Fra 90'erne" til den danske film Forsvundet til Halloween.