Dansk Wikipedia

Wikipedia
Den frie encyklopædi
Dansk Wikipedia logo
URL-adresseda.wikipedia.org
Sidens typeInternet-encyklopædi
SprogDansk
RegistreringIkke påkrævet
Ejer(e)Wikimedia Foundation
Lanceret1. februar 2002
Sidens status306.203 artikler

Dansk Wikipedia er den dansksprogede version af det verdensomspændende encyklopædi-projekt Wikipedia. Som sine søsterprojekter på andre sprog er det et netleksikon, der skrives og vedligeholdes af frivillige redaktører, og indholdet er frit tilgængeligt, også hvad angår spredning og viderebehandling i andre sammenhænge. Blandt sitets grundlæggende principper er, at indholdet skal være verificerbart, hvilket i praksis betyder, at teksten bør være forsynet med henvisninger til pålidelige kilder. Derudover skal artiklerne skrives ud fra et neutralt synspunkt og må ikke fungere som primærkilde til nye observationer eller konklusioner.[1] Det sidste princip er på Wikipedia kendt som princippet om Ingen førstehåndsforskning.

Den dansksprogede udgave af Wikipedia blev lanceret 1. februar 2002 med et indlæg af Christian List. I december 2024 var den dansksprogede Wikipedia den 39. største udgave af Wikipedia målt på antallet af artikler og den 24.største målt på antallet af aktive brugere.[2] Pr. tirsdag den 28. januar 2025 har den dansksprogede Wikipedia 306.203 artikler, 2.212 aktive bidragydere og 26 administratorer.[3]

Dansk Wikipedia har en kvalitetsskala til artikler, der går fra lovende artikel over god artikel til fremragende artikel eller fremragende liste som det højeste. Desuden kan en samling af beslægtede artikler få prædikatet anbefalet emne.

  1. ^ Husfeldt, Thore; Den Store Danske: artiklen "Wikipedia" i Lex på lex.dk. Hentet 29. december 2024.
  2. ^ List of Wikipedias. Besøgt 29. december 2024.
  3. ^ List of Wikipedias (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne