De fires klub (engelsk: Club of Four) var et samarbejde mellem lastbilsfabrikanterne Volvo Trucks (Sverige), DAF (Holland), Magirus-Deutz (Tyskland) og Saviem/Renault (Frankrig). Det var et af de første store joint ventures indenfor den europæiske køretøjsindustri.
De fire firmaer gik i 1971 sammen i et projekt om at lave en lastbil i mellemklassen. Man søsatte en samarbejdsaftale og oprettede firmaet European Truck Development Corporation med sæder i Eindhoven og Noisy-le-Roi. I starten var også MAN med i samarbejdet, men forlod det senere til fordel for et samarbejde med Volkswagen. Modellen kom på markedet i 1975. Hvert firma havde sin egen front. Saviem leverede foraksler til samtlige fabrikater, og førerhusene til Volvo, DAF og Magirus-Deutz blev fremstillet hos Magirus-Deutz. Saviem havde stor indflydelse på udformningen af førerhusets design.