De ti store bygninger (kinesisk: 十大建筑; pinyin: shí dà jiànzhú) er ti bygninger, som blev bygget i Beijing i 1959 i anledning af tiårsjubilæet for proklamationen af Folkerepublikken Kina. De var del af et arkitektur- og byplanlægningsinitiativ knyttet til den nationale ideologiske og økonomiske kampagne, som gik under navnet Det store spring fremad. De fleste at bygningerne blev stort set færdige i løbet af ti måneder, tidsnok for selve jubilæumsdagen den 1. oktober 1959.[1]
Udover at opføre disse ti bygninger blev der også foretaget en stor udvidelse af Den Himmelske Freds Plads,[1] og man lod flere kunstkommissioner stå for at udsmykke de fleste af bygningerne inden jubilæet. To efterfølgende kunstneriske kampagner for disse bygninger blev foretaget i 1961 og 1964-1965.[2] Bygningernes arkitektur var en blanding af tre retninger: modernismen efter international stil, den socialistiske realisme efter stalinistisk stil og en form for historisme, som var baseret på traditionel kinesisk arkitektur.[3]
Bygningerne var tegnet af medlemmer af Beijings institut for arkitektonisk design, i samarbejde med Beijings planlægningskontor og Konstruktionsministeriet.[3]