Den russisk-tyrkiske krig (1676-1681)

Russisk-tyrkiske krig (1676-1681)
Kort over Tjigirin, kosakkernes fæstning
Dato 1676–1681 Sted Tjigirin, Kossakiske hetmanat Resultat Omdiskuteret Bakhtjisaraj-traktaten
Parter
Zar-Rusland Ivan Samojlovitjs kossakhetmanat Kalmyk-khanatet	Det Osmanniske Rige Krim-khanatet Petro Dorosjenkos kossakhetmanat
Ledere
Ivan Samojlovitj Grigory Romodanovsky Mazan Batyr	Kara Mustafa Pasha Selim I Giray Petro Dorosjenko Juri Khmelnitskij
Styrke
70.000–80.000 mand (på højdepunktet af konflikten)	120.000–130.000 (på højdepunktet af konflikten)
Tab
ukendt	Ukendt

Den russisk-tyrkiske krig 1676–1681 var en krig mellem Zar-Rusland og Det Osmanniske Rige. Krigen blev ført i det områder, der i dag er Ukraine. Både Rusland og osmannerne havde territorielle ambitioner i området, der formelt tilhørte Den polsk-litauiske realunion, der dog umiddelbart inden krigen havde lidt nederlag til osmannerne i den Polsk-osmanniske krig (1672-1676). I området var også zaporogkosakkerne en magtfaktor, men kosakkerne var splittede i spørgsmålet om, hvorvidt de skulle alliere sig med den osmanniske sultan eller med den russiske zar.

Det er omdiskuteret, hvem der blev krigens sejrende part. Det lykkedes ikke Rusland at erobre de ukrainske områder på højre bred af floden Dnepr, som osmannerne kort forinden havde erobret fra Polen-Litauen, men en sådan erobring ville have været en krænkelse af Andrusovo-traktaten fra 1667, og kunne derfor have ført til krig med Polen-Litauen. Omvendt bevarende russerne tilstedeværelsen i Kijev og konsoliderede deres tilstedeværelse på venstrebredden af Dnepr, ligesom de opnåede yderligere indflydelse over kosakkerne. Osmannerne kunne afvise de russiske forsøg på at erobre Tjigirin og kunne også være tilfredse med krigens udfald. En taber i konflikten var Den polsk-litauiske realunion, der passivt måtte se til, at Rusland og Det Osmanniske Rige førte krig på et territorium, som polakkerne anså som deres. Realunionen generobrede dog senere store dele af de tabte områder. Også kosakkerne kunne anses som tabere i konflikten, da deres ønske om et udelt Ukraine ikke blev opfyldt, ligesom krigen splittede kosakkerne internt og gjorde dem yderligere afhængige af deres alliancepartnere.