E-learning (på dansk: e-læring)
Der findes flere forskellige definitioner på begrebet e-læring.
Videnskabsministeriet definerede i 2007 e-læring som: ”En standardbetegnelse for kompetenceudvikling, hvor indholdet, eller dele heraf, formidles via informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Kommunikation og samarbejde mellem deltagerne indbyrdes og mellem deltagerne og underviseren kan også foregå helt eller delvist via IKT. E-læring kan anvendes enten til selvstudier eller som en integreret del af eksempelvis tilstedeværelsesundervisning og sidemandsoplæring. E-læring har et klart læringsformål, og forløbene kan være af et minut eller af flere års varighed” [kilde mangler]
Hos det Det Nationale VidenCenter for e-læring, eVidenCenter, defineres e-læring som ”Læring, der er helt eller delvist medieret af digitale medier”[1]
Karsten Gynther definerer i projektet: ”Visioner, udfordringer, perspektiver og resultater” e-læring som ”Kompetenceudvikling, som er helt eller delvist digitalt medieret”[2]
De to sidstnævnte definitioner diskuteres i Niels Jakob Pasgaards artikel Hvad er e-læring?[3]
E-læring kan anvendes i mange forskellige former. Der skelnes overordnet mellem e-læring som ren netbaseret undervisning, e-læring som blended learning, der kombinerer det netbaserede med tilstedeværelsesundervisning, og e-læring anvendt i tilstedeværelsesundervisningen.[4]
I Den eDidaktiske Model[5] skelnes der derudover mellem tre former for e-læring; en monologisk, en dialogisk og en polyfon form. De tre e-læringsformer er afledt af M. M. Bakhtins sprogfilosofi, og defineres af forskellige samarbejds- og kommunikationsformer. De kan hver især understøttes af forskellige digitale læremidler.
Som redskab til at arbejde med e-læring, kan den eDidaktiske Overvejelsesmodel[6] inddrages. Modellen er udviklet hos Det Nationale VidenCenter for e-læring i forbindelse med it-indsatsen på de erhvervsrettede videregående uddannelser i 2009-2010. Udviklingen af modellen blev støttet af Undervisningsministeriet. Formålet med den eDidaktiske overvejelsesmodel er at give undervisere på forskellige uddannelser og i forskellige fag et overblik over hvilke didaktiske overvejelser, man bør gøre sig i forbindelse med planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af forløb med e-læring. Modellens teoretiske grundlag beskrives i Temahæftet E-læringsdidaktik[7]