EM i badminton 2016 | |
---|---|
![]() Christinna Pedersen vandt to mesterskaber | |
Arrangement | |
Arrangør | Badminton Europe |
Turnering nr. | 25 |
Dato(er) | 26. april - 1. maj 2016 |
Spillested | Vendéspace |
Værtsby | La Roche-sur-Yon, Frankrig |
Kategori | Kontinentalt mesterskab |
Vindere | |
Herresingle | ![]() |
Damesingle | ![]() |
Herredouble | ![]() ![]() |
Damedouble | ![]() ![]() |
Mixed double | ![]() ![]() |
Europamesterskaberne i badminton 2016 var det 25. EM i badminton, og mesterskabet blev afviklet i arenaen Vendéspace i La Roche-sur-Yon, Frankrig i perioden 26. april - 1. maj 2016. Frankrig var EM-værtsland for første gang. Der blev spillet om fem mesterskabstitler: herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixed double.
Herresinglemesterskabet blev vundet af Viktor Axelsen, som i finalen besejrede den forsvarende mester Jan Ø. Jørgensen med 21−11, 21−16, og som dermed vandt sin første individuelle EM-titel på seniorniveau. Bronzemedaljerne gik til englænderen Rajiv Ouseph og tyskeren Marc Zwiebler.
Damesingletitlen gik til den forsvarende verdens- og europamester, Carolina Marín fra Spanien, som i finalen vandt over Skotlands Kirsty Gilmour med 21−12, 21−18, og som dermed vandt EM-titlen i damesingle for anden gang i træk. Bronzemedaljerne blev vundet af danskerne Line Kjærsfeldt og Anna Thea Madsen.
I herredoubleturneringen sejrede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding i den rent danske finale over Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen med 14−21, 21−18, 21−13. Dermed skiftede danskerne sølvmedaljerne fra det foregående EM ud med deres første individuelle EM-guldmedaljer. I semifinalen havde Astrup og Skaarup Rasmussen besejret de forsvarende europa- og All England-mestre Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov fra Rusland i en kamp, hvor russerne måtte opgive ved stillingen 16−17 i tredje sæt, fordi Ivan Sozonovs akillessene sprang.[1] Det var formentlig en ringe trøst for det russiske par, at de ligesom Marcus Ellis og Chris Langridge fra England kunne rejse hjem med bronzemedaljer.
Damedoublemesterskabet blev for tredje gang i træk vundet af Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, som i finalen besejrede Eefje Muskens og Selena Piek fra Holland med 21−18, 21−17. Kamilla Rytter Juhl havde tidligere også vundet en titel med Lena Frier Kristiansen, så det var hendes fjerde EM-titel i damedouble i alt. Begge spillere havde tidligere tillige vundet to EM i badminton-titler i mixed double, så for Kamilla Rytter Juhl var denne titel karrierens sjette individuelle EM-titel, mens Christinna Pedersen fik hængt en individuel EM-guldmedalje om halsen for femte gang. Bronzemedaljene blev delt mellem Samantha Barning og Iris Tabeling fra Holland samt Maiken Fruergaard og Sara Thygesen fra Danmark.
Endelig blev mixed double-titlen vundet af Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen, der satte sig på titlen for anden gang i træk ved at vinde over landsmændene Niclas Nøhr og Sara Thygesen i finalen med 19−21, 21−13, 21−17. Bronzemedaljerne i denne række gik til Mathias Christiansen og Lena Grebak fra Danmark samt Jacco Arends og Selena Piek fra Holland.