Europamesterskabet i curling er et mesterskab for curlinglandshold fra Europa, som hvert år arrangeres af World Curling Federation. Der er afviklet europamesterskaber for både mænd og kvinder hvert år siden 1975, bortset fra i 2020, hvor mesterskabet blev aflyst pga. COVID-19-pandemien.
Mændenes og kvindernes EM bliver afviklet som et samlet stævne, der spilles i november/december, og begge mesterskaber bliver afviklet i to niveauer: en A-division med 10 hold og en B-division med 10 hold (kvinder) eller 16 hold (mænd). Hvis der er mere end 20 hhv. 26 tilmeldte hold, spiller de lavest rangerende hold fra det foregående EM et kvalifikationsstævne om de sidste to pladser ved B-EM, og denne kvalifikation kaldes C-EM og afvikles som et selvstændigt stævne.
For både mænd og kvinder består A-divisionen af de otte bedste hold fra det foregående A-EM samt de to bedste hold fra det foregående B-EM. De ti hold i A-divisionen spiller først et grundspil alle-mod-alle, hvilket giver ni kampe til hvert hold. De fire bedste hold går videre til slutspillet om medaljer, der siden 2015 er afviklet som semifinaler, bronzekamp og finale. I perioden 2006-14 blev slutkampene afviklet som et Page playoff med bronzekamp. Siden 2010 er kvindernes B-division afviklet på samme måde som A-divisionen med 10 hold, mens mændenes B-division efter indførelsen af begrænsningen på 16 hold afvikles med et grundspil i to grupper med otte hold, hvorfra de tre bedste hold fra hver gruppe går videre til slutspillet om de to oprykningspladser.
Europamesterskaberne fungerer endvidere som europæisk kvalifikation til de efterfølgende verdensmesterskaber, der afvikles det efterfølgende forår.
I perioden 2005-14 blev der endvidere afviklet et mesterskab for mixed hold, dvs. hold bestående af to mænd og to kvinder. Ved EM for mixed hold inddeltes alle de tilmeldte hold i et passende antal grupper, hvorfra de bedste hold gik videre til et slutspil om medaljerne.