Eastbourne International Rothesay International Eastbourne | |
---|---|
Arrangement | |
Grundlagt | 1974 |
Arrangør | The Lawn Tennis Association |
Spillested | Devonshire Park Lawn Tennis Club |
Værtsby | Eastbourne, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Website | www.lta.org.uk/major-events/ nature-valley-international/ |
ATP Tour | |
Kategori | ATP 250 |
Deltagerfelt | 28S / 16Q / 16D |
Præmiesum | € 723.655 (2024) |
WTA Tour | |
Kategori | WTA 500 |
Deltagerfelt | 32S / 24Q / 16D |
Præmiesum | $ 780.637 (2024) |
Flest titler | |
Herresingle | Taylor Fritz (3) |
Damesingle | Martina Navratilova (11) |
Herredouble | Nikola Mektić (3) Mate Pavić (3) |
Damedouble | Martina Navratilova (7) |
Eastbourne International er en tennisturnering, der spilles på græs, og som årligt afholdes i slutningen af juni og starten af juli i ugen inden Wimbledon-mesterskaberne. Turneringen afvikles i Devonshire Park Lawn Tennis Club i Eastbourne på Storbritanniens sydkyst. Turneringen er en del af WTA Tour, hvor den er kategoriseret som en WTA 500-turnering, og ATP Tour, hvor den tilhører kategorien ATP 250. Den markedsføres pt. under navnet Rothesay International Eastbourne på grund af et sponsorat.
Turneringen udspringer af Sydengland-mesterskabet, der kan føre sin historie tilbage til 1880'erne, men blev relanceret som WTA-turnering i 1974, og den har siden da fungeret som den vigtigste optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvorfor deltagerfeltet oftest inkluderer hovedparten af verdens 20 bedste spillere. I perioden 2009-14 og siden 2017 har turneringen imidlertid også omfattet rækker i herresingle og herredouble tilknyttet ATP Tour.
Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange, og hun har også rekorden i doublerækken, hvor hun triumferede syv gange, heraf seks gange sammen med Pam Shriver.