Ernst August 1. | |
---|---|
Konge af Hannover | |
Regerede | 20. juni 1837 – 18. november 1851 (14 år og 151 dage) |
Forgænger | Vilhelm 4. |
Efterfølger | Georg 5. |
Ægtefælle | Frederikke af Mecklenburg-Strelitz (g. 1815) |
Barn | |
Fulde navn | tysk: Ernst August engelsk: Ernest Augustus |
Hus | Huset Welf |
Far | Georg 3. af Storbritannien |
Mor | Charlotte af Mecklenburg-Strelitz |
Født | 5. juni 1771 Buckingham House, London, England |
Død | 18. november 1851 (80 år) Hannover, Kongeriget Hannover, Tyske Forbund |
Hvilested | Welfenmausoleum, Hannover |
Signatur | |
Ridder af Elefantordenen 1838 |
Ernst August 1. (5. juni 1771 – 18. november 1851) var konge af Hannover fra 1837 til 1851.
Han var søn af kong Georg 3. af Storbritannien og Charlotte af Mecklenburg-Strelitz. Han blev født i London men blev sendt til Tyskland i sine ungdomsår for at modtage sin uddannelse og militære træning. Under Revolutionskrigene havde han en kort militær karriere, der blandt andet gav ham flere skæmmende ar i ansigtet. I 1799 fik han tildelt titlen hertug af Cumberland og Teviotdale. Under sin tid i England var han kendt som fortaler for yderligtgående Tory synspunkter og for et skandaleombrust privatliv.
Da kong Vilhelm 4. af Storbritannien døde i 1837, arvede hans niece Victoria den britiske trone. Kongeriget Hannover i Tyskland, der siden 1714 havde delt monark med Storbritannien, overgik derimod til Ernst August, da arvefølgen i Hannover fulgte den saliske lov, hvor kvinder var udelukket fra arvefølgen.
Ernst August var den første konge af Hannover, der var bosat i landet. Han nægtede straks at anerkende landets frisindede forfatning fra 1833 og undertrykte enhver opposition til sit styre. I 1840 udstedte han en ny og langt mere konservativ forfatning.