Eskimo er et forældet udtryk for nogle arktiske folk i Grønland, det nordlige Canada, Alaska og Nordøstsibirien.[1] Udtrykket eskimo var i almindelig brug fra midten af 1800-tallet, men er siden gået af brug. I danske og grønlandske sammenhænge er det siden 1977 blevet erstattet af inuit[1] og kan i dag virke stødende.[2]
Ordet eskimo er dog en bredere betegnelse end inuit, idet det blev brugt som en samlende betegnelse for yupik i Rusland og Alaska samt inuit i Grønland og Canada, herunder iñupiat. Den oprindelige befolkning på Aleuternene taler et sprog, der er beslægtet med inuit og yupik. Disse sprog tilhører alle den eskaleutiske,[3] også kaldet Inuit-Yupik-Unangan-sprogfamilien.