Estrup er en landsby beliggende sydøst for Flensborg i Angel i Sydslesvig. Administrativt hører Estrup under Store Solt Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører landsbyen til Store Solt Sogn. Sognet lå i Ugle Herred (Flensborg Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark. Estrup bestod i 1900-tallet af seks gårde, otte kådnersteder (husmandssteder) samt en skole. Med under landsbyen hører også kådnerstederne ved Møllebro samt Estrupgaard, Estrupstam, Estrupmark og Klosteret[1][2].
Estrup er første gang nævnt 1472. Forleddet er personnavnet glda. Æsi[3][4]. Klosteret er første gang nævnt 1780. Stednavnet henføres til jysk/angeldansk Kluster, Klyster , brugt som en klynge huse[2]. Den 15. februar 1970 blev den hidtil selvstændige Estrup Kommune indlemmet i Store Solt Kommune. Sydvest for selve landbyen Estrup ligger Bistoft og Møllebro, i sydøst Kollerup, i øst Oksagerskov og Damende og i nord Lille Solt.