Europamesterskabet i fodbold 1968 var det tredje EM i fodbold. Slutrunden blev afholdt i Italien. Italien blev europamester.
Turneringen var tidligere år blevet afholdt som en ren cupturnering, men for første gang indførtes nu et indledende gruppespil som en del af kvalifikationsturneringen, hvorfra 8 hold gik videre til kvartfinalerne. Kvartfinalerne blev afviklet over to kampe: ude og hjemme. Selve slutrunden, der blev afviklet i Italien, bestod fortsat kun af fire hold, der spillede semifinaler, bronzekamp og finale.
I gruppespillet var otte hold seedede og blev fordelt til hver sin gruppe: England, Frankrig, Italien, Portugal, Spanien, Sovjetunionen, Ungarn og Vesttyskland.[1] Grupperne var delvist regionalt opdelte for at undgå for mange lange rejser; fx var England, Skotland, Wales og Nordirland i samme gruppe idet man benyttede Det britiske mesterskab som kvalifikationsturnering.
1-1-kampen i den indledende runde mellem Skotland og England har fortsat (pr. 2024) rekorden som den EM-kamp, der er blevet overværet af flest tilskuere idet 130.711 var på lægterne på Hampden Park i Glasgow.
England, Italien, Jugoslavien og Sovjetunionen kvalificerede sig til selve slutrunden.
Værtslandet Italien blev europamester, men der skulle to finaler til at afgøre mesterskabet. Den første finale mod Jugoslavien sluttede 1-1, og dermed måtte der en ny kamp til to dage senere, som Italien vandt 2-0. Opsigtsvækkende var det også, at semifinalen mellem Italien og Sovjetunionen blev afgjort ved at slå plat og krone, efter at selve fodboldkampen var endt uafgjort 0-0. Italien vandt lodtrækningen og gik videre til finalen.