En flip-flop er en fællesbetegnelse for en række simple elektroniske kredsløb, opbygget af logiske gates, og som anvendes indenfor den digitale elektronik. Alle flip-flops har to ting til fælles:
- Enhver flip-flop kan antage – og forblive stabil – i én af to forskellige tilstande, svarende til de to digitale signaler "0" og "1". Den ene af to udgange afspejler hvilken tilstand flip-floppen for øjeblikket befinder sig i (kaldes Q), og den anden leverer det komplementære ("modsatte") signal (not-Q).
- En eller flere indgange for styresignaler: Ved at tilføre flip-floppen bestemte digitale signaler gennem disse indgange, kan man få den til at skifte tilstand.
Egenskaben med de to stabile tilstande gør at flip-flops ofte bruges som hukommelse til at opbevare binær information – såkaldt statisk hukommelse (Statisk RAM – 'Random Access Memory') består af et stort antal flip-flops, som hver især husker på én bit information.