Verdensmester | |
Kører: | Nico Rosberg |
Konstruktør: | Mercedes |
Sæsondata | |
---|---|
Antal løb: | 21 |
Formel 1 2016 var 2016-sæsonen af verdensmesterskabet i Formel 1. Det var 67. gang mesterskaberne blev afholdt. Sæsonen bestod af 21 grand prixer, og var den længste løbsserie i Formel 1's historie. Der var 11 deltagende konstruktører, og 22 kørere, der begyndte sæsonen 20. marts på Albert Park i Melbourne, og sluttede den 27. november på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi. Mesterskabet blev vundet af Nico Rosberg fra Mercedes, der også vandt konstruktørmesterskabet.
For første gang nogensinde skulle der køres Formel 1 i Aserbajdsjan, da der skulle køres på gadebanen Baku City Circuit i Baku. Desuden vendte Tyskland og Hockenheimring tilbage til kalenderen, efter aflysningen på Nürburgring sidste sæson på grund af dårlig økonomi.[1] I forhold til 2015 blev feltet udvidet med to biler, da amerikanske Haas F1 Team fik debut i Formel 1. Desuden vendte franske Renault F1 tilbage som rent fabrikshold og konstruktør, da de købte Lotus-teamet, efter at Renault i flere år havde leveret motorer til andre teams.
Serien administreres af Formula One Group, og har Fédération Internationale de l'Automobile som øverste myndighed, Det er den største løbsserie for formelbiler.