French Open 2018 Herresingle | |
---|---|
![]() | |
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 117 |
Dato(er) | 27. maj - 10. juni 2018 Kvalifikation: 21. - 25. maj 2018 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 15.976.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herresingle | ![]() |
French Open-mesterskabet i herresingle 2018 var den 117. turnering om French Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af French Open 2018 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 27. maj - 10. juni 2018, mens kvalifikationen afvikledes den 21. - 25. maj 2018.
Mesterskabet blev vundet af Rafael Nadal, som dermed vandt French Open-mesterskabet i herresingle for 11. gang, og som dermed tangerede Margaret Courts rekord i at have vundet samme grand slam-titel flest gange. Det var den 32-årige spaniers 17. grand slam-titel i karrieren, og han blev den blot fjerde spiller i den åbne æra (efter Ken Rosewall, Rod Laver og Roger Federer), der vandt tre grand slam-titler i herresingle som 30-årig eller ældre. I finalen vandt Rafael Nadal med 6-4, 6-3, 6-2 over Dominic Thiem, der var i sin første grand slam-finale, og som for tredje år i træk mindst nåede frem til semifinalen i French Open-mesterskabet i herresingle. Thiem måtte imidlertid trøste sig med, at han tidligere på sæsonen havde besejret Nadal i kvartfinalen ved Madrid Open 2018 – spanierens eneste nederlag på grus i 2018.[2][3][4][5]
Finalesejren betød, at Rafael Nadal forsvarede sin førsteplads på ATP's verdensrangliste, som ellers ville være blevet overtaget af Roger Federer på trods af, at schweizeren for anden sæson i træk sprang hele grussæsonen over, og altså heller ikke stillede op til French Open.
Alexander Zverev var seedet som nr. 2 ved en grand slam-turnering for første gang nogensinde, og det var første gang siden Australian Open 2006, at en spiller uden for Big Four (Federer, Nadal, Djokovic og Murray) opnåede en seedning blandt de to bedste ved en grand slam-turnering i herresingle, men den unge tysker tabte i kvartfinalen til den senere finalist, Dominic Thiem, i en kamp, hvor han imidlertid var hæmmet af en skade i akillessenen.[6]
Feliciano López spillede i hovedturneringen for 65. grand slam-turnering i træk, hvilket var en tangering af rekorden, som Roger Federer indtil da havde haft alene. Nicolas Mahut modtog et wildcard til en grand slam-hovedturnering for 12. gang i sin karriere, hvilket var en forbedring af hans egen rekord. Det var ottende gang, at han modtog et Wildcard til French Open-mesterskabet i herresingle, hvilket var ny rekord for dette mesterskab.