French Open 2021 Damedouble | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 104 |
Dato(er) | 2. - 13. juni 2021 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 1.635.879 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Damedouble | Barbora Krejčíková Kateřina Siniaková (2. titel) |
French Open-mesterskabet i damedouble 2021 var den 104. turnering om French Open-mesterskabet i damedouble. Turneringen var en del af French Open 2021 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig i perioden 2. - 13. juni 2021.
Mesterskabet blev vundet af Barbora Krejčíková og Kateřina Siniaková, som i finalen besejrede Bethanie Mattek-Sands og Iga Świątek med 6-4, 6-2. Det tjekkiske par vandt dermed deres anden French Open-titel som makkere, efter at de havde vundet titlen for første gang i 2018, og det var deres tredje grand slam-titel i alt som makkere. For Krejčíková var sejren den syvende grand slam-titel i karrieren, mens Siniaková vandt sin tredje grand slam-titel.
Dagen inden damedoublefinalen havde Barbora Krejčíková også vundet damesingletitlen, og dermed blev hun den første kvinde til at vinde både single- og doubletitlen ved samme grand slam-turnering, siden Serena Williams udførte denne bedrift ved Wimbledon-mesterskaberne 2016, og ved French Open blev sejren i begge rækker senest opnået af Mary Pierce i 2000. Triumfen medførte endvidere, at Krejčíková efter turneringen overtog førstepladsen på WTA's verdensrangliste i double fra Kristina Mladenovic.
Jana Sizikova, der stillede op med Jekaterina Aleksandrova som makker, blev kort efter parrets nederlag i første runde anholdt af politiet, og samtidig blev hendes hotelværelse ransaget. Sizikova var under anklage for matchfixing under det foregående års mesterskab, hvor hun sammen med Madison Brengle tabte i første runde til Andreea Mitu og Patricia Maria Țig. Anklagen drejede sig specifikt om, at hun havde sørget for at parret tabte femte parti i kampens andet sæt, hvor hun bl.a. begik to klare dobbeltfejl.[2]