French Open 2019 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 118 |
Dato(er) | 26. maj - 9. juni 2019 Kvalifikation: 20. - 24. maj 2019 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 42.661.000 (inkl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herresingle | Rafael Nadal (12. titel) |
Damesingle | Ashleigh Barty (1. titel) |
Herredouble | Kevin Krawietz Andreas Mies (1. titel) |
Damedouble | Tímea Babos Kristina Mladenovic (1. titel) |
Mixed double | Latisha Chan Ivan Dodig (2. titel) |
French Open 2019 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på grusbaner i perioden 26. maj - 9. juni 2019 i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Det var den 118. udgave af mesterskabet og den anden grand slam-turnering i 2019. Kvalifikationen i singlerækkerne spilledes samme sted den 20. - 24. maj 2019. I forbindelse med dette mesterskab blev en ny opvisningsbane, Court Simonne-Mathieu med 5.000 tilskuerpladser, taget i brug, ligesom man kunne genindvie et totalrenoveret hovedarena, Court Philippe-Chatrier.
Herresinglemesterskabet blev vundet af Rafael Nadal, som dermed vandt titlen for tredje år i træk og 12. gang i alt, og han blev dermed den første spiller i tennishistorien, der vandt 12 grand slam-titler i single ved samme grand slam-turnering, idet han dermed passerede Margaret Courts 11 Australian Open-titler i damesingle. Triumfen var Nadals 18. grand slam-titel i karrieren.[2] I finalen vandt den andenseedede spanier med 6-3, 5-7, 6-1, 6-1 over fjerdeseedede Dominic Thiem, der dermed tabte til Nadal i French Open-finalen for andet år i træk, men som i det mindste for første gang i deres indtil da fire opgør på gruset i Paris formåede at vinde et sæt mod "Rafa".[3][4]
Damesingletitlen blev vundet af Ashleigh Barty, som i finalen besejrede Markéta Vondroušová med 6-1, 6-3, og som dermed vandt sin første grand slam-titel.[5][6] 19-årige Markéta Vondroušová var, ligesom Barty, i sin første grand slam-finale, og hun var den første teenager i French Open-finalen i damesingle siden Ana Ivanovic i 2007. Damesingleturneringen var (i modsætning til herresingleturneringen) præget af mange overraskelser, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at ingen af de fire semifinalister tidligere havde været i en grand slam-finale i damesingle, og af de fire spillere var Konta den eneste, der inden da havde været i en grand slam-semifinale. Forhåndsfavoritter som Kiki Bertens, Naomi Osaka, Karolína Plíšková og Angelique Kerber blev alle slået ud i de første tre runder, mens Simona Halep var den af favoritterne, der klarede sig bedst ved at spille sig frem til kvarfinalen.
I herredoublemesterskabet gik sejren overraskende til Kevin Krawietz og Andreas Mies, der i finalen besejrede værtslandets Jérémy Chardy og Fabrice Martin med 6-2, 7-6(3), og som dermed blev det første rent tyske makkerpar, der vandt en grand slam-titel i herredouble. Det useedede par vandt deres første grand slam-titel i deres blot anden grand slam-turnering, og de blev dermed det andet makkerpar i den åbne æra (efter 1989-mestrene Jim Grabb og John McEnroe), der vandt titlen i deres debut på gruset i Paris.[7][8]
Damedoubleturneringen blev vundet af Tímea Babos og Kristina Mladenovic, der vandt French Open-mesterskabet i damedouble for første gang, og titlen var deres anden grand slam-titel som makkere. For Mladenovic var triumfen karrierens femte grand slam-titel, mens Babos' eneste grand slam-titel indtil da havde været Australian Open-titlen vundet sammen med Mladenovic. Den andenseedede ungarsk-franske duo vandt i finalen med 6-2, 6-3 over de useedede kinesere Duan Yingying og Zheng Saisai, som begge var i en grand slam-finale for første gang, og som spillede deres første turnering som makkere.[9][10]
Endelig blev mesterskabet i mixed double for andet år i træk vundet af Latisha Chan og Ivan Dodig efter finalesejr over Gabriela Dabrowski og Mate Pavić. Den useedede duo sikrede sig titlen ved at vinde med 6-1, 7-6(5) over det andenseedede par. Finalen var en gentagelse af finalen fra 2018, og Chan og Dodig blev dermed det første par i den åbne æra, som formåede at forsvare French Open-titlen i mixed double. Det taiwanesisk-kroatiske vinderpar tabte ikke et eneste sæt på vej til titlen og sikrede sig sejren ved at vinde over de to topseedede par i semifinalen og finalen.[11][12][13] Sejren var både Latisha Chan og Ivan Dodigs tredje grand slam-titel i deres respektive karrierer. Gabriela Dabrowski var i finalen for tredje år i træk, og det var første gang, at en spiller var i finalen tre år i træk, siden Katarina Srebotnik var i finalen i 2006, 2007 og 2008.