French Open 2020 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 119 |
Dato(er) | 27. september - 11. oktober 2020 Kvalifikation: 21. - 25. september 2020 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 38.000.000 (inkl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herresingle | Rafael Nadal (13. titel) |
Damesingle | Iga Świątek (1. titel) |
Herredouble | Kevin Krawietz Andreas Mies (2. titel) |
Damedouble | Tímea Babos Kristina Mladenovic (2. titel) |
Mixed double | Ikke afviklet |
French Open 2020 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på grusbaner i perioden 27. september - 11. oktober 2020 i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Kvalifikationen i singlerækkerne blev afviklet samme sted i ugen før hovedturneringen i dagene 21. - 25. september 2020. Det var den 119. udgave af mesterskabet.
Turneringen skulle oprindeligt have været afviklet i perioden 24. maj - 7. juni 2020 (med kvalifikation i singlerækkerne i ugen før i dagene 18. - 22. maj 2020), men den 17. marts 2020 meddelte arrangørerne, at de efter indførelse af udgangsforbuddet i Frankrig i forbindelse med COVID-19-pandemien ikke længere havde mulighed for at forberede afviklingen af turneringen, og derfor havde valgt at flytte den til om efteråret. I første omgang blev turneringen flyttet til perioden 20. september - 4. oktober, hvor den i øvrigt skulle afvikles uden den sædvanlige kvalifikation i ugen inden hovedturneringen.[2] Men efter koordinering med de øvrige tennisorganisationer, ATP, WTA og ITF, blev terminen rykket en uge til 27. september - 11. oktober, og dermed blev der samtidig alligevel plads til at afvikle kvalifikationsturneringen i ugen inden.[3] Til gengæld blev mesterskabet afviklet uden en mixed double-række.[4]
Den 2. juli 2020 meddelte arrangørerne, at turneringen ville blive afviklet med 50-60 % af den normale tilskuerkapacitet.[5] På grund stigende smittetal pålagde politiet i Paris den 17. september 2020 arrangørerne at gennemføre turneringen med højst 5.000 tilskuere pr. dag.[6] To dage inden starten på hovedturneringen blev turneringen på grund af fortsat stigende smittetal i Frankrig af regeringen pålagt yderligere at begrænse antallet af tilskuere på anlægget til 1.000 pr. dag, hvilket var blot 1/35 af den normale kapacitet.[7]
I februar 2020 blev arrangørerne færdige med konstruktionen af et skydetag over hovedarenaen Court Philppe-Chatrier, og French Open 2020 var den første udgave af mesterskabet med mulighed for at afvikle kampe indendørs i tilfælde af dårligt vejr.[8] Det nye tag kom allerede i brug på turneringens første dag, hvor Jannik Sinner og David Goffin spillede den første indendørskamp i mesterskabets historie pga. regnvejr i Paris.[9]
Det var endvidere den første udgave af mesterskabet, der blev spillet med en ny Wilson-bold, der erstattede den Babolat-bold, som turneringen inden da i mange år var blevet afviklet med.[10]