Fuglesang er i daglig tale fuglestemmer. Ornitologisk set deles fuglestemmer i sang og kald, hvor sangen er de lyde, der anvendes ved forsvaret af et territorium eller for at tiltrække en mage, mens de ofte simplere kald fx anvendes som kontaktlyd mellem individer i flokke. Fuglesang udføres oftest af hannen i yngletiden og er specifik for den enkelte fugleart. Visse fugle er i stand til at efterligne andre fuglestemmer. Eksempler på dette er stæren og papegøjen, der endda kan efterligne mennesker.
Fuglesangen udføres oftest fra en høj sangpost, hvor sangen kan høres langt omkring. Sangen kan også udføres flyvende i såkaldt sangflugt, hvilket fx ses hos sanglærken, der lever i åbent land og er i besiddelse af en langvarig sang, der foredrages højt over jorden på svirrende vinger.