Fyrsetting

Fyrsetting (norsk) blev brugt i minedrift før sprængstof blev almindeligt. Metoden baserer sig på det forhold, at bjerget udvider sig og sprækker, når det bliver opvarmet.^[1][2]

Ved fyrsetting satte man ved (træ) op mod bjergvæggen og brændte "bål" normalt i mindst 24 timer. Derved blev der dannet sprækker i bjerget, og minearbejderne kunne derved lettere hakke stenmasser løse. Efterhånden, som man arbejdede sig ind over i bjerget, kunne der blive problemer med at sikre ventilation. Bålet kunne opbruge meget af ilten i luften, hvilket indebar, at det brændte dårligere. Røgen med den tungere kuliltegas var giftig og kunne let tage livet af minearbejderne. Dette blev dels løst med nye ventilationsskakter op til jordoverfladen, dels ved at der blev indbygget egne luftkanaler i minegangen.

Fyrsettingsmetoden krævede store mængder ved, derfor var det vigtigt for indehavere(n) af minerettigheder samtidig at få et tilstrækkeligt stort område i omegnen, hvorfra de lokale bønder blev forpligtede til at levere ved. Brændselstræet, man brugte, blev på norsk kaldt for setteved. Setteveden var typisk omkring én meter lang, kløvet og helst af en træsort med god brændværdi så som birk eller fyr.^[3] Det er dog troligt, at der blev brugt store mængder gran, som har en dårligere brændværdi, på grund af træets bedre tilgængelighed.

Fyrsatte stoller og orter har en ret karakteristisk næsten elliptisk eller æggeformet profil.

1. ^ "Grufbrytning."Nordisk familjebok.1883.6 Bind57-58 (Nordisk familjebok / 1800-talsutgåvan. 6. Grimsby - Hufvudskatt) Arkiveret 15. april 2012 hos Wayback Machine
2. ^ "Mining." Encyclopædia Britannica. 2008. Encyclopædia Britannica Online. 23 Nov. 2008 mining -- Encyclopedia Britannica Arkiveret 28. oktober 2012 hos Wayback Machine
3. ^ Fyrsetting.Bergstaden Røros.www.bergstaden.org