Gerard ter Borch

Gerard ter Borch
Personlig information
Født	1617, 1617 Zwolle, Holland
Død	8. december 1681 Deventer, Holland
Far	Gerard ter Borch den ældre
Søskende	Harmen ter Borch, Gesina ter Borch, Moses ter Borch
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Kunstmaler, billedkunstner
Elever	Caspar Netscher
Kendte værker	Budbringeren, Portræt af Helena van der Schalcke, Faderlig formaning
Genre	Genrekunst, genremaleri
Bevægelse	Barokken
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Gerard ter Borch (Terborch) (født 1617 i Zwolle, død 1681 i Deventer) var en hollandsk maler, var elev af sin far Gerard (af hvem der kun kendes enkelte tegninger), videre uddannet i Amsterdam og hovedsagelig i Haarlem (hvor han 1635 blev medlem af Sankt Lukasgildet) under indflydelse af Frans Hals og som elev af Pieter de Molijn. I den fine kunstneriske kultur, hans kunst bærer vidne om, spores endvidere påvirkning fra Rembrandt, fra spansk kunst (Diego Velázquez) og spansk portrætmæssig hofstil, som ter Borch omsatte til mere miniaturmæssig holbein’sk. Efter længere rejser i England (1635), i Tyskland i Münster under Fredskongressen 1646—48, Italien, Spanien (hidkaldt af den spanske gesandt) og Frankrig nedsatte han sig i Deventer (Borgerret 1655).

ter Borch er hollandsk portrætkunsts og genrekunsts fineste og fornemste repræsentant. Hverken dyb eller særlig omfattende er han på sit lille begrænsede område en fuldendt mester. Med en tegning af den højeste finhed og ynde forbinder han en farvesamklang, hvis diskrete skønhed er uforlignelig i sin milde, sølvgrå harmoni; hertil kommer et malerisk foredrag af den mest udsøgte delikatesse — uovertræffelig er således hans mesterskab i gengivelsen af silke og atlask. Men for gengivelsen af stofferne glemmer han hverken i sine portrætter eller i sine genrebilleder det menneskelige. Er hans personer end aldrig stærkt agerende, hverken legemligt eller sjæleligt, så er de dog i deres stilfærdige og forbeholdne tilbagetrukkenhed både levende og karaktertro, og der er måske ingen kunstner, der så fint som ter Borch har haft øje for, hvordan udtrykket falder til ro i et ansigt, når personen er optaget af et eller andet, en dame, der musicerer eller skræller et æble, og så fremdeles. Både i bogstavelig og i overført betydning befinder man sig i ter Borchs kunst i det bedste selskab.