Gerry Weber Open 2018

Gerry Weber Open 2018
Arrangement
ArrangørGerry Weber Management
& Event GmbH & Co. OHG
Turnering nr.26
Dato(er)18. - 24. juni 2018
SpillestedGerry Weber Stadion
VærtsbyHalle, Tyskland
UnderlagGræs
KategoriATP World Tour 500
Præmiesum 1.983.595
Vindere
HerresingleKroatien Borna Ćorić  (1. titel)
HerredoublePolen Łukasz Kubot
Brasilien Marcelo Melo  (2. titel)

Gerry Weber Open 2018 var en tennisturnering, der blev afviklet udendørs på græsbaner i Gerry Weber Stadion i Halle, Nordrhein-Westfalen, Tyskland i perioden 18. - 24. juni 2018. Det var den 26. udgave af Gerry Weber Open siden den første turnering i 1993, og den var en del af ATP World Tour 2018 i turneringskategorien ATP World Tour 500.

Herresingleturneringen blev vundet af Borna Ćorić, som i finalen besejrede den tidligere nidobbelte vinder af turneringen, Roger Federer, som samtidig var forsvarende mester, med 7-6(6), 3-6, 6-2. Den 21-årige kroat afværgede to sætbolde i første sæt ved stillingen 4-6 i tiebreaken på vejen til sin første finalesejr i Gerry Weber Open. Det var hans anden turneringssejr i karrieren på ATP World Tour, men den første på græs og den første i kategorien ATP World Tour 500. Federer var i Gerry Weber Open-finalen i herresingle for 12. gang, og det var blot tredje gang, at han måtte nøjes med andenpræmien. Finaleresultatet satte en stopper for Federers stime på 20 sejre i træk i kampe spillet på græs og medførte samtidig, at schweizeren mistede førstepladsen på ATP's verdensrangliste til Rafael Nadal, mens Borna Ćorić avancerede til 21.-pladsen på ranglisten, hvilket var ny personlig rekord.[1]

I herredoubleturneringen var finalen en gentagelse af slutkampen fra året før, idet Łukasz Kubot og Marcelo Melo for andet år i træk besejrede værtslandets Alexander og Mischa Zverev. Denne gang behøvede den polsk-brasilianske konstellation imidlertid kun to sæt til sejren: 7-6(1), 6-4. Begge spillere vandt dermed turneringen for anden gang, og det var parrets 10. ATP-titel i alt som makkere. For Łukasz Kubot var sejren hans 22. ATP World Tour-titel i herredouble, mens Marcelo Melo for 30. gang i karrieren sejrede i en doubleturnering på ATP World Tour. Det var anden gang nogensinde, at titlen blev vundet af samme par to år i træk, idet Raven Klaasen og Rajeev Ram udførte bedriften i 2015 og 2016.[2]

  1. ^ ATP World Tour - Coric Stuns Federer To Lift Halle Title (24. juni 2018) (engelsk)
  2. ^ ATP World Tour - Kubot/Melo Repeat Victory Over Zverevs In Halle (24. juni 2018) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne