En golem (af hebraisk gelem ((גלם) = råstof) er en mytisk skikkelse, en levende skabning fremstille af dødt materiale, og givet liv ved en mystisk proces, der indebærer Guds hemmelige navn. Den bedst kendte golem i jødisk folketro blev skabt af rabbi Yehudah Löw fra Prag i 1580 for at beskytte hans jødiske menighed under pogromer.[1] Fra norrøn mytologi kendes Mokkurkalfe, skabt af ler.
Idéen om golem - at blæse menneskelignende liv i livløst materiale - inspirerede praktiserere af kabbala, både jøder og andre, fra Spanien til Tyskland helt tilbage i 1100-tallet.[2] De første praktiske opskrifter på at skabe en golem findes i kommentarer til Sefer Yetzirah (Bogen om skabelse). Oprindeligt var frembringelsen af en golem en måde, hvorpå middelalderens jødiske mystikere kom Gud nærmere.[3]
I Bibelen anvendes ordet "golem" én gang, i salme 139, vers 16, og oversat med "foster": "Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet."[4] Det ældste bevarede sagn om en golem er fra 1500-tallets Chełm sydøst for Lublin i Polen.[5]