Gotisk eller tekstur (textur, blackletter, gothic type, german hand) blev bogtrykkerkunstens første trykskrift.
Den gotiske skriveskrift var en videreudvikling af den karolingiske minuskelskrift. Den blev særlig anvendt i 13-1400-tallets håndskrevne, kirkelige skrifter.
De trykte gotiske skrifter deles normalt i tekstur- (stærkt inspireret af den samtidige gotiske skriveskrift; især brugt i perioden ca. 1455 til midten af 1500-tallet), Schwabacher- (fra 1470'erne) og frakturskrifter (fra 1518/19).
Gotisk håndskrift, oprindeligt benævnt gotisk kurrent, adskiller sig væsentligt fra den trykte gotiske skrift. Indtil 1875 blev danske skoleelever undervist i gotisk skrift.
Gotisk håndskrift er anvendt i mange bøger og protokoller helt frem til starten af 1900-tallet, f.eks. i kirkebøger, retsprotokoller og folketællinger.