Gotthard-Basistunnelen (GBT) er en jernbanetunnel i Schweiz der blev indviet d. 1. juni 2016[1] efter 17 års konstruktionsarbejde. Med en længde på 57 km og en total længde på 153,5 km (tunneler, skakter og passager) er det den længste tunnel i verden (af alle jernbane- og vejtunneler), foran den tidligere rekordindehaver, Seikantunnelen, (som forbinder de japanske øer Honshū og Hokkaidō). Den består af 2 separate tunnelrør, hver med ét spor. Tunnelen er en del af det schweiziske AlpTransit, som også omfatter Lötschberg-Basistunnelen mellem kantonerne Bern og Valais. Ligesom ved Lötschberg-tunnelen er motivationen for anlæggelsen at undgå stejle bjergkurver og etablere en direkte rute, egnet til højhastighedstog og tunge godstog. Den forventes at formindske den nuværende rejsetid mellem Zürich og Milano med en time, når den indgår i togtrafikken fra vinterkøreplanens ikrafttræden d. 11. december 2016[2]. De to portaler vil være nær landsbyerne Erstfeld i Kanton Uri og Bodio i Kanton Ticino.
Tunnelens ene rør blev boret færdigt den 15. oktober 2010[3], mens den sidste tunnelmaskine brød igennem d. 23. marts 2011[4].
Nærved findes to andre St. Gotthard-tunneler: Gotthard-jernbanetunnelen fra 1881 og Gotthard-vejtunnelen fra 1980.