Griffenfeldsgade

Griffenfeldsgade omkring år 1900.
Griffenfeldsgade med Sankt Josephs Hospital i 1890erne.
Griffenfeldsgade i 2014.

Griffenfeldsgade er en sidegade til NørrebrogadeIndre Nørrebro i København. Indtil 1879 hed gaden Parcelvej, idet den førte hen til forskellige udstykningsparceller.[1] For enden af vejen lå Parcelbroen, der førte over Ladegårdsåen.[2] Broen er for længst forsvundet, og åen ligger nu i rør under Åboulevard.

Den blev så omdøbt til Griffenfeldsgade efter den holstenske statsmand Peder Schumacher Griffenfeld (1635-1699), der tjente som dansk rigskansler fra 1673. Senere faldt Griffenfeld i unåde og blev dømt til døden for landsforræderi. Dommen blev dog omstødt til livsvarigt fængsel, og han blev løsladt efter 22 års fangenskab.[3]

Mellem Griffenfeldsgade og Stengade ligger Folkets Park, der blev anlagt i 1971. I 2007-2008 blev parken forskønnet og gjort mere børnevenlig.

Griffenfeldsgade husede tidligere Sankt Josephs Hospital, oprettet af Sankt Joseph Søstrene og opført i nygotisk stil i 1875 af den berømte arkitekt Christian Hansen. Hospitalet blev senere venteafdelinger hvor ældre ventede på plejehjemsplads, men lukkede i 2005.

Gaden har i dag et multietnisk præg med en række afrikanske specialforretninger, caféer og restauranter.

  1. ^ Storbyens Stednavne af Bent Jørgensen. Gyldendal, 1999. S. 105. ISBN 87-00-35610-7
  2. ^ Jørgensen, s. 222.
  3. ^ Københavnske gadenavnes historie af Bent Zinglersen. Politikens Forlag, 1979. S. 77-78. ISBN 87-567-3200-7

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne