Han's fire kommanderier (hangul: 한사군, hanja: 漢四郡) var fire administrative enheder, som blev etableret af kejser Wu (Han-dynastiet) i begyndelsen af 100-tallet f.Kr. efter hans erobring af Wiman Joseon.
Kommanderierne var geografisk beliggende i det, som i dag er den nordlige del af Koreahalvøen og dele af Liaodonghalvøen.[1][2] Kommanderierne blev etablerede for at kontrollere befolkningen i de nyerobrede områder så langt sydpå som Han-floden med et kerneområde ved Lelang nær dagens P'yongyang,[3] som tidligere havde været en del af Gojoseon, det koreanske kongedømme, som gik under i 108 f.Kr..
Den eksakte geografiske beliggenhed for andre end Lelang-kommanderiet er uklar.
Den kinesiske tilstedeværelse varede i 400 år. Eftersom Lelang var det administrative center, byggede kineserne det som i realiteten var en kinesisk by, hvor guvernøren, embedsmændene og handelsmændene samt kinesiske kolonister levede.
Administrationen havde betydelig påvirkningskraft på livet for lokalbefolkningen og bidrog til at undergrave Gojoseon-samfundet.[4] Et senere kongedømme, Goguryeo, erobret langsomt men sikkert kommanderierne og lod dem indlemme i sit eget territorium.[5] Det var Jin-dynastiet, som arvede Lelang-kommanderiet men mistede kontrollen over sine østligste områder efter oprør og invasion i begyndelsen af 300-tallet. Goguryeo benyttede muligheden og gjorde en ende på Kinas herredømme på Koreahalvøen ved at erobre Lelang i 313.