Hedebosyninger er de broderede arbejder, der stammer fra Hedeboegnen, og som har været syet af bondebefolkningen i 1700-tallet til ca. 1850.
Hedebosyning stammer fra bondesamfundet mellem København, Køge og Roskilde. Kvinderne fremstillede her nogle karakteristiske hvide syninger fra år 1700 til ca. 1850. Tekstilerne blev produceret til egen brug, og bønderne brugte syningerne på beklædning og som pynt i bondestuen. Bønderne på Hedeboegnen spandt selv hørtråd, vævede hørlærred og blegede stoffet i solen, så det blev helt hvidt. Det blev et meget glansfyldt produkt, som adskiller sig fra hørkvaliteter andre steder og fra den, der produceres maskinelt.