Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. |
Heinrich Steffens Dansk litteratur Romantikken | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 2. maj 1773 Stavanger, Danmark-Norge. |
Død | 13. februar 1845 (71 år) Berlin, Det tyske forbund. |
Gravsted | Berlin |
Far | Henrich Steffens |
Ægtefælle | Johanna Steffens (fra 1803) |
Familie | Henrich Steffens, N.F.S. Grundtvig (fætter) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Friedrich-Schiller-Universität Jena, Christian-Albrechts-Universität |
Medlem af | Det Preussiske Videnskabsakademi, Bayerische Akademie der Wissenschaften |
Beskæftigelse | Mineralog, universitetsunderviser, naturvidenskabsmand, fysiolog, botaniker, forfatter, filosof, digter, biolog |
Fagområde | Naturvidenskab, Naturfilosofi, poesi, filosofi |
Deltog i | Breslauer Turnfehde[1] |
Arbejdsgiver | Humboldt-Universität zu Berlin, Friedrich-Schiller-Universität Jena, Christian-Albrechts-Universität, Københavns Universitet, Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Technische Universität Bergakademie Freiberg |
Arbejdssted | Wrocław, Berlin |
Elever | Karl Otfried Müller |
Genre | romaner/noveller/digte |
Påvirket af | Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Heinrich Steffens (også Henrik Steffens eller Henrich Steffens) (født 2. maj 1773 i Stavanger, død 13. februar 1845 i Berlin) var naturfilosof og kaldes dansk romantiks fødselshjælper.
Heinrich Steffens var en dansk-norsk naturvidenskabsmand, der kom til at spille en afgørende rolle for romantikkens udbredelse i Danmark og Den danske Guldalders start. Det skete ved en række forelæsninger på Elers kollegium i 1802-03. De kom senere i bogform under titlen Indledning til philosophiske Forelæsninger. I denne forelæsningsrække redegjorde han for tanker om historiens udvikling og menneskets psykologi, som kom til at have en afgørende betydning for Adam Gottlob Oehlenschläger, især gennem historieopfattelsen og geni-tanken.
Aage Henriksen slutter sit afsnit "Steffens' tanker om udviklingen i natur og historie" således:
“ |
Alligevel knytter den chokvirkning forelæsningerne fremkaldte, sig til et andet træk ved dem (end at menneskeheden var på vej ind i en mørk fremtid, hvor lyset dog til sidst ville gå op igen). De oprettede en ny myndighed. Mens hidtil åndelig myndighed havde knyttet sig til statens institutioner, så blev det nu, revolutionært, hævdet at enkeltpersonen er den egentlige højeste myndighed og alles overformynder. Geniet, der i sit ubevidste væsen røres og styres af verdensånden, blev gjort til den sande autoritet, en vejviser og et orakel, hvori fremtiden sprang. I dette var der begyndelse til meget. Der var blandt andet begyndelsen til den kulturopløsning, som først senere tog alvorligt fart og som langsomt skulle afsnøre de humane og religiøse emneområder og deres lokale genier fra samfundets øvrige virksomhedsområder. Men på kortere sigt var virkningen den modsatte: ordet geni skabte hvad det udsagde. Det var forbundet med et frigørelsesgreb som direkte berørte den enkelte tilhører og utvivlsomt var forelæsningernes stærkeste virkemiddel: appellen til det ubevidste. De, der havde tugtet sig selv med borgerdyden, mådeholdet og den lille fornuft, kunne i forelæsningerne høre sig opfordret til at overgive sig til instinkterne og anelserne som til Gud selv og lade deres tilbageholdte følelser strømme over alle gamle grænser. Ved dette råd og ved den næsten teologiske tolkning af rådet blev Steffens snarere end en lærer en magisk frigører – af genialitet og selvfølelse, af store syner og svævende fantasier, af sympatien for alt det umiddelbare, det barnlige, det folkelige og de naivere tidsaldre. ... |
” |